21. juni 2011
 

 


 

Et minus på 60 millioner!

Hvidovres kurstab vokser og vokser

I forlængelse af forsideartiklen i sidste uge om kommunens lån i schweizerfranc, har redaktionen talt med Arne Bech fra Hvidovrelisten.
For præcis et år siden rettede han nemlig - som det første byrådsmedlem i økonomiudvalget - en skarp kritik mod kommunens dybt problematiske lån, der på det tidspunkt på kun et halvt år havde givet et kurstab på 20 mil. kr.

Om det fortæller Arne Bech, da redaktionen ringer ham op fredag eftermiddag:
- Det politiske flertal var på daværende tidspunkt (14. juni 2010. red.) fuldstændigt tonedøvt - også selv om der var meget klare tegn på, at det kunne gå meget værre.
Behandlingen af sagen var derfor en meget ubehagelig oplevelse, da det var helt håbløst at vinde forståelse for alvoren i dygtige økonomers advarsler. Mange politikere havde tilsyneladende troet, at schweiziske lån bare var en pengemaskine, der risikofrit gav adgang til en lav rente.
Et døgn efter standsede Schweiz sine støtteopkøb i europæisk valuta og 14 dage efter var Hvidovres kurstab vokset med yderligere 15 mil. kr.(!).
Og i dag taler vi om et samlet tab på omkring 60 mil. kr. Det er jo forfærdeligt...

Tabersag
Arne Bech benytter telefonsamtalen til at sende en tak til Ronald Bullock, som den 7. juni igen tog sagen op i et læserbrev her i Hvidovre Avis under overskriften "Jeg frygter det værste".
- Det gør jeg også, siger Arne Bech. Og han siger videre:
- Jeg vil også sige tak til Hvidovre Avis, som i sidste uge tog fat på en vigtig opdatering af sagens og rigets tilstand.
Men der er desværre så mange triste elementer i denne fatale tabersag, at den ikke kan afsluttes med en enkelt kort kommentar.
Optimister håber på, at kursen har en top omkring det nuværende niveau og at ro og vækst vil få de store spillere til at flytte pengene fra Schweiz og over i noget andet, hvad der vil give et betydeligt fald i kursen.
Men hvis uroen fortsætter med en kurs omkring 620, ligger der så store ordrer i markedet, at det vil betyde endnu flere millioner i tab til Hvidovres borgere...
Kursen ligger netop nu i kurs 623!
Hvidovre Avis kan derfor love Arne Bech og avisens læsere, at vi i løbet af sommeren vil følge op på denne for kommunens så alvorlige sag.