5. oktober 2010

 

 

 

  STYRK FREMTIDEN - STYRK SKOLEN
Af SUSANNE BRIXUM og GERT KROGSTAD NIELSEN:

 

 
 
Det har altid været en af Hvidovrelistens mærkesager, at vi konstruktivt har arbejdet for et skolevæsen, der er præget af udvikling, kvalitet og nytænkning. En bedre skole for elever, skolens medarbejdere og forældre. Det forudsætter tillid og tæt dialog mellem interessenterne, hvilket vil sige kommunalbestyrelse, forvaltning, lærere, pædagoger, forældre og elever.
 

Alt dette er et flertal i Hvidovre ved at sætte over styr. Der er tilsyneladende flertal for at spare 37 lærerstillinger væk. Det vil komme til at gå hårdt ud over vores folkeskole. I en tid hvor der virkelig er behov for en styrkelse af folkeskolen, så vor unge får en god skolegang.
Det er Hvidovres fremtid, vi her er inde og røre ved og det er der nogle, der ikke helt har forstået. Og så har vi slet ikke været inde på hele problematikken omkring inklusion, der er et af skolevæsnets rigtige store fremtidige udfor-dringer med en ikke uvæsentlig affødt indflydelse på den kommunale økonomi.

Hvidovrelisten er økonomisk ansvarlig, og vi mener man bør lytte til, hvad de store aktører med stor indsigt på skole-området har at sige, nemlig Hvidovre Lærerforening og Skolelederne i Hvidovre. Lærerne har været ude med en fremstrakt hånd og vil meget gerne deltage i et konstruktivt samarbejde om folkeskolens fremtid. Lærerne er helt klar over, at kommunen skal spare og at skoleområdet heller ikke vil kunne gå fri. De peger derfor på, at besparelsen på arbejdstiden kan ændres til en rammebesparelse på skolernes kontraktsum uden en opsigelse af arbejdstidsaftalen.
Skolelederne har bl.a. udtalt, at en besparelse på 37 lærerstillinger vil betyde, at der skal være 3-4 lærere mindre pr. skole. Det vil betyde en markant ændring i den struktur, som de igennem de sidste par år har udviklet på skoleområdet. Der skal dannes nye teams, hvor man skal sikre fagligheden, og man skal centralt aftale, hvad den enkelte lærer ikke skal lave.
Det vil gå ud over skole-hjem- samarbejdet, efteruddannelsen osv.
Skolelederne frygter desuden, at den fleksibilitet og det råderum, som nu er skabt på den enkelte skole vil forsvinde.
Da vi ved, at Skolelederne og Hvidovre Lærerforening meget gerne vil deltage konstruktivt i et udvalgsarbejde om skolernes fremtid i Hvidovre, så forekommer det absurd, at man fra flertallets side blot tromler de nævnte sparemål igennem til stor skade for et skolevæsen, der burde behandles med anstændighed og omtanke.